Alle mennesker oplever før eller siden sorg og tab i deres liv. Det er et livsvilkår, vi må leve med. Som psykoterapeut kan jeg hjælpe dig!
Sorgen over at miste et betydningsfuldt menneske i vores liv i form af dødsfald eller skilsmisse er noget, der rammer mange af os. Det kan være en lang og smertefuld tilstand.
Men sorgen kan også handle om meget andet. Sorg kan også være ikke at være i stand til at få det liv vi ønsker os. F.eks. at blive skilt, ikke at kunne få børn, ikke at have haft en tilstrækkelig god barndom, eller pludselig blive ramt af en livsændrende sygdom.
De fleste sorgprocesser gennemleves naturligt, men nogen gange kan vi have brug for at vende tilbage igen og igen og tale om det sorgfulde, og vi kan i lang tid gå ind og ud af sorgen. Det kan for nogle være svært at blive rummet med det sorgfulde i de nære omgivelser og nogle møder forventningen om, ”at nu må du snart komme videre”.
I terapien opholder vi os, så lang tid som du har behov for det, sammen i tabet og sorgen og undersøger og forholder os til, hvad der er sket, og hvad der er mistet.
At sætte ord på det skete er vigtigt i en sorgbearbejdning. Vi bruger derfor meget tid på at beskrive det, der er sket og giver sindet lov til at dvæle ved det.
Vi tillader følelser som smerte, vrede og ked af det hed at være tilstede, og lader dem udfolde sig i den form, der er nødvendig.
Det er også muligt at inddrage forskellige terapeutiske interventioner, så som brevskrivning, billeder og forestillet dialog med den eller det mistede.