En del af os, også de af os, der ellers ser meget velfungerende ud, er vokset op med en meget begrænsende opfattelse af os selv – et lavt selvværd. Som psykoterapeut kan jeg hjælpe dig!
Et lavt selvværd kan påvirke vores livskvalitet og identitet. Vi vil i mange situationer ofte høre en hård og fordømmende indre stemme, som har travlt med at fortælle os, om alt det vi skal holde os fra, alt det vi ikke kan finde ud af - og at vi ikke har nogen værdi for andre.
At leve med en hård ”indre kritiker” er pinefuldt og kan fastlåse os i en tilstand, hvor udvikling kan opleves som farligt. Et lavt selvværd er ofte præget af følelsen skam og kan opleves som et usynligt handicap, fordi det begrænser os i vores tro og tillid til os selv.
Udover en hård "indre kritiker" er et lavt selvværd ofte også præget af andre smertefulde tilstande.
Eks. Angsten for at blive afvist, svært ved at tage initiativ, øget sårbarhed i forhold til andres vurderinger, svært ved tætte og intime relationer, trang til at være perfekt, tilbagetrækning i sociale fællesskaber
I terapien arbejder vi med de erfaringer, der har ført til et lavt selvværd og med den fordømmende indre stemme ” den indre kritiker”.
Vi undersøger om stemmen egentlig tilhører dig – eller om den kommer et andet sted fra, og er nysgerrige på, hvorfor den kan være opstået, og hvad dens formål er.
Vi arbejder også med at identificere dine begrænsende overbevisninger og undersøger, hvad de betyder for dit liv og den måde du oplever dig selv på.
Det vil også være hensigtsmæssigt at undersøge dine værdier og dine ressourcer og se om der kan opstå nogle mere positive perspektiver på din opfattelse af dig selv, - altså nogle nye gode historier om hvem du er.