Lavt selvværd
Læs om Anne, der har senfølger af en følelseskold barndom.
Anne er en kvinde midt i trediverne, som jeg har talt med i den anonyme rådgivning.
Anne fortæller, at hun under et besøg hos broderen har haft en samtale med ham, som måske kan blive et vendepunkt for hende. De har haft en snak om deres barndom og for første gang føler hun, at hun og broderen har den samme oplevelse af, hvordan de har haft det som børn. Anne kan mærke, at hun og broderen har nærmet sig hinanden for første gang i mange år.
Hun sover hos broderen, for dagen efter skal hun være med til sin nieces fødselsdag. Men dagen efter har Anne det forfærdeligt. Hun har åbnet sig overfor broderen på en måde, som hun ikke har gjort overfor nogen i lang tid og nu har hun de forfærdeligste tanker om, hvad han mon tænker om hende.
Alle de negative tanker gør hende sårbar. Hun kan ikke være nærværende og hun vil helst bare væk fra fødselsdagen, fordi hun føler, at alle kan se, hvor ussel hun er.
Anne og hendes bror er vokset op i en kernefamilie, hvor Anne var den ældste. Hendes mor var stærkt dominerende og faderen underordnede sig moren og blev usynlig i hjemmet. Annes mor havde svært ved at vise følelser, hun havde svært ved at rumme og spejle sine børn og tonen var hård. Anne oplevede, at hun var uønsket og ligegyldig.
Små børn er afhængige af deres primære voksne for at blive beskyttet og finde tryghed og for at kunne udvikle deres personlighed. Anne havde en følelseskold mor, at knytte sig til og chancen for at blive afvist af hende var enorm. Så Anne måtte finde en strategi, så det kunne lade sig gøre at være tæt på moderen uden at blive afvist .
Det gjorde hun ved ubevidst at udslette sig selv, hun lagde bånd på egne behov og følelser, tilpassede sig moderens humør og sindstilstand og udviklede en særlig sans for, hvordan hun kunne komme moren i møde. På den måde kunne hun undgå at blive afvist og dermed bevare den livsvigtige tilknytning.
Men i dag kan Anne, som voksen, ikke mærke sig selv, hun ved knap nok, hvordan hun har det, og hun har svært ved at træffe beslutninger. Hun er vant til at blive styret af noget ydre og har brug for andres råd og vejledning ellers bliver hun usikker og ængstelig. Hun er præget af en hård indre stemme, der fortæller hende, at hun ikke er god nok, at hun ikke duer til noget og at andre sikkert ikke kan lide hende. Hun kan ikke være i tætte relationer, fordi hun oplever, at andre kan se, hvor usselt et menneske hun er og derfor vil afvise hende.
Anne har job og fungerer i en struktureret hverdag. "Jeg har en facade", som hun siger, og det kan være svært for andre at opdage og forstå Annes lave selvværd, fordi hun udadtil fungerer godt. Derfor kalder jeg det for "sindets usynlige handicap".
For Anne betyder det lave selvværd store afsavn i forhold til at få gode tætte relationer. Hun har ingen kæreste, ingen familie og ingen venner - og risikoen for ensomhed og depression er absolut til stede.
Alligevel har Anne formået at finde en vej, en ressource i sig selv, som måske på sigt kan hjælpe hende. Hun har valgt at ringe til en anonym telefonrådgivning, hvor det kun er hendes stemme, der afslører hende, hvor hun slipper for et andet menneskes øjenkontakt og kropssprog, som hun lige nu kun kan opfatte som værende dømmende og vurderende overfor hendes person.
I den anonyme rådgivning kan Anne udholde at være sig selv. Ved hjælp af mine spørgsmål, kan hun øve sig i at formulere egne tanker og følelser, og dermed kommer hun i kontakt med det, der foregår inden i hende selv. Hver gang hun ringer får hun det lidt bedre.
Der er dog stadig lang vej igen, før Anne sætter sig overfor en terapeut med alt, hvad det indebærer af personlig kontakt og at være i relation. Hun er simpelthen for sårbar endnu.
Som terapeut bevæger Annes historie mig, fordi den viser de massive senfølger en barndom i følelsesmæssig fattigdom fører med sig. Det lave selvværd, der opstod som en beskyttende strategi mod hendes mors afvisninger, udtrykker sig i dag i negative fortællinger om hendes eget værd og en hård indre stemme, som begrænser hendes livsudfoldelse på de områder, der har at gøre med nærhed til andre mennesker.
Alligevel har samtalen med broren sået et lille frø i hende om, at hun måske kan knytte sig dybere til andre og være noget værd, og det er et første vigtigt skridt for hende at arbejde videre med.