​Blog

Aktuelt blogindlæg ses på forsiden​

At lære at sætte grænser

Maj 2019

​En kvinde, Ulla, henvendte sig til mig, fordi hun var meget ulykkelig. Hun havde været psykisk syg i en længere periode, men var nu erklæret rask. Ulla var af sine behandlere blevet rådet til ikke at have kontakt med sin mor, fordi hver gang hun så hende blev hendes psykiske tilstand forværret.

”Men det er så svært, min mor er 73 år og en ældre dame, og jeg holder jo af hende. Det er svært ikke at skulle se hende. Vi taler i telefon sammen en gang om ugen, jeg har lige talt med hende her til aften og pludselig fik hun en krog ind i mig og så fik jeg det rigtig skidt”.

Det var tydeligt, at der var et meget svært dilemma for Ulla at være i, og hun følte sig rådvild og forvirret, for hun kunne ikke mærke, hvad der var rigtigt og forkert for hende.

Vi talte en tid om Ullas mor, og Ullas mors historie, og den afslørede, at moren var ude af stand til at føle empati for sine børn.

”Hun har aldrig forstået vores behov, hvis hun frøs om fingrene skulle min bror og jeg absolut have vanter på med det samme – men det var jo ikke os, der frøs”.

Efter vi havde udfoldet Ullas mors historie, kom vi frem til, at moren ikke var et ”ondt” menneske, men snarere et menneske, der ikke havde lært evnen til at føle empati og derfor ikke kunne mærke Ullas behov og grænser. Da vi fik det perspektiv på moren, faldt der en sten fra Ullas hjerte og spørgsmålet var ikke længere om Ulla skulle have kontakt til sin mor, - men om hvordan Ulla kunne sætte nogle rammer op for sig selv for, hvordan kontakten skulle være?

Nu kunne vi sammen gå til næste skridt, nemlig hvordan Ulla kunne være sammen med sin mor og samtidig tage vare på sin egen integritet.

Ulla skulle nu til at arbejde med at være tydelig i forhold til sin mor. Hvordan kunne hun sige fra overfor moren, uden at lyde hård og afvisende? Hvordan kunne hun med sit kropssprog vise, når moren gik for tæt på? Hvordan kunne hun arbejde med at kommunikere så konkret som muligt? Hvordan kunne hun fremstå sammenhængende både i kropssproget og med ord? - og hvordan kunne hun vise og udtrykke sine følelser, så de blev tydelige overfor moren? Hvilke signaler hos hende selv skulle hun være opmærksom på i forhold til når hendes grænser blev overtrådt? – Hvornår blev det ubehageligt i kroppen? Hvor meget eller hvor lidt samvær kunne hun holde til?

Efter at have arbejdet med ovenstående en periode, blev Ulla stærk nok til at genoptage kontakten med sin mor.

Mellem besøgene kom hun hos mig og vi talte om, hvordan hun nu oplevede kontakten. Det var tydeligt, at Ulla havde fået en masse nye opmærksomhedspunkter og var godt i gang med at styrke sin egen integritet med støtte fra mig. Det var ikke altid let, men det blev bedre og hun blev ved med at øve sig. Ullas styrke var, at hun nærede en stor kærlighed til sin mor, som var drivkraften og motivationen i hendes proces. Da vi afsluttede forløbet var sidegevinsten, at Ulla, ikke bare overfor sin mor, men også overfor mand, børn, venner og kollegaer blev meget tydeligere, hvilket styrkede hendes selvbillede og gav hende en følelse af værdi.

​Min Blog

Maj 2019

Mange ​kender til følelsen af gerne at ville præstere sit bedste, og det er der ikke noget galt i. Men for nogle mennesker går det hen og bliver en yderst stressende tilstand, hvis der skal præsteres for meget og for tit. Det kan betyde , at ens perfektionist får lov til at dominere for meget.


For mit eget vedkommende betød det, at jeg altid skulle have et meget rent hjem, og skulle lave rigtig god mad til min familie., samtidig med at jeg skulle passe mit fuldtidsarbejde ordentlig og drage omsorg for mine børn.

Når der skulle præsteres højt på så mange områder dagligt blev det til en stressende tilstand, som påvirkede mit humør, min irritabilitet og mine tanker blev negative.

Jeg var styret af en perfektionist, der gav mig et mærkbart ubehag, hvis bare en eller to af de ovennævnte områder ikke blev gjort perfekt . Skyld og skam og dårlig samvittighed fulgte med.

​​

Jeg begyndte at undgå de situationer, som var særligt stressende for mig, eks. at få gæster til middag eller deltage i børnenes fritidsaktiviteter, for jeg krævede altid af mig selv, at der skulle ryddes op, gøres rent eller handles ind, før jeg måtte gøre noget som helst andet.

Min perfektionist sørgede for at jeg fokuserede på mine ydre rammer, men den tog energi fra det, der virkelig betød noget - nemlig at være tilstede i mine nære relationer og gøre noget for mig selv, der gav mig energi.

Fordi den perfektionistiske del af mig var så dominerende, blev mit mit billede af mig selv mere og mere negativt og de negative følelser, især irritationen, trætheden og mit manglende overskud, gik ud over min familie. Der blev dårlig stemning og de trak sig væk fra mig .

I terapien fik jeg hjælp til at forstå, at perfektionisten var en del af mig, - MEN IKKE HELE MIG.

Jeg fik sat ord på den og fik set den udefra, og forstod pludselig, at den faktisk forsøgte at hjælpe mig til at opnå noget, der var vigtigt, nemlig ANERKENDELSE OG VÆRDI.

I mit tidlige liv, havde jeg lært, at anerkendelse og værdi hang sammen med præstation, særligt den præstation, der handlede om, at de ydre rammer var i orden, så det var et mønster jeg gentog langt op i mit voksenliv.


Men jeg fik også arbejdet med , hvordan mit liv kunne se ud, hvis der ingen perfektionist var , og her kom jeg i kontakt med alt det jeg ønskede mig, havde lyst til og som ville give mig glæde og energi.

I hele den proces lærte jeg at rumme perfektionisten i mig selv, og jeg fandt ud af , hvad der skulle til for at berolige den og begrænse den. Jeg fik nogle virkelig gode værktøjer, som jeg bruger den dag i dag.

​​

I dag har jeg fundet en god balance mellem perfektionistens trang til dominans og de behov, der giver mig glæde og energi. Jeg søger hele tiden efter løsninger, der kan tilfredsstille begge dele af min personlighed.

Jeg kommer aldrig af med med min perfektionist og det gør heller ikke noget. Den er også positiv og giver mig et godt "drive" på de projekter, der er vigtige for mig, - men den styrer mig ikke længere og det har gjort en stor forskel på mit humør, mine følelser og mine tanker, så jeg nu oplever mere glæde, mere positivitet og mere harmoni .

​Min Blog

​April 2019

Lavt selvværd

​Læs om Anne, der har senfølger af en følelseskold barndom.

Anne er en kvinde midt i trediverne, som jeg har talt med i den anonyme rådgivning.

Anne fortæller, at hun under et besøg hos broderen har haft en samtale med ham, som måske kan blive et vendepunkt for hende. De har haft en snak om deres barndom og for første gang føler hun, at hun og broderen har den samme oplevelse af, hvordan de har haft det som børn. Anne kan mærke, at hun og broderen har nærmet sig hinanden for første gang i mange år.

Hun sover hos broderen, for dagen efter skal hun være med til sin nieces fødselsdag. Men dagen efter har Anne det forfærdeligt. Hun har åbnet sig overfor broderen på en måde, som hun ikke har gjort overfor nogen i lang tid og nu har hun de forfærdeligste tanker om, hvad han mon tænker om hende.

Alle de negative tanker gør hende sårbar. Hun kan ikke være nærværende og hun vil helst bare væk fra fødselsdagen, fordi hun føler, at alle kan se, hvor ussel hun er.

Anne og hendes bror er vokset op i en kernefamilie, hvor Anne var den ældste. Hendes mor var stærkt dominerende og faderen underordnede sig moren og blev usynlig i hjemmet. Annes mor havde svært ved at vise følelser, hun havde svært ved at rumme og spejle sine børn og tonen var hård. Anne oplevede, at hun var uønsket og ligegyldig.

Små børn er afhængige af deres primære voksne for at blive beskyttet og finde tryghed og for at kunne udvikle deres personlighed. Anne havde en følelseskold mor, at knytte sig til og chancen for at blive afvist af hende var enorm. Så Anne måtte finde en strategi, så det kunne lade sig gøre at være tæt på moderen uden at blive afvist .

Det gjorde hun ved ubevidst at udslette sig selv, hun lagde bånd på egne behov og følelser, tilpassede sig moderens humør og sindstilstand og udviklede en særlig sans for, hvordan hun kunne komme moren i møde. På den måde kunne hun undgå at blive afvist og dermed bevare den livsvigtige tilknytning.

Men i dag kan Anne, som voksen, ikke mærke sig selv, hun ved knap nok, hvordan hun har det, og hun har svært ved at træffe beslutninger. Hun er vant til at blive styret af noget ydre og har brug for andres råd og vejledning ellers bliver hun usikker og ængstelig. Hun er præget af en hård indre stemme, der fortæller hende, at hun ikke er god nok, at hun ikke duer til noget og at andre sikkert ikke kan lide hende. Hun kan ikke være i tætte relationer, fordi hun oplever, at andre kan se, hvor usselt et menneske hun er og derfor vil afvise hende.

Anne har job og fungerer i en struktureret hverdag. "Jeg har en facade", som hun siger, og det kan være svært for andre at opdage og forstå Annes lave selvværd, fordi hun udadtil fungerer godt. Derfor kalder jeg det for "sindets usynlige handicap".

For Anne betyder det lave selvværd store afsavn i forhold til at få gode tætte relationer. Hun har ingen kæreste, ingen familie og ingen venner - og risikoen for ensomhed og depression er absolut til stede.

Alligevel har Anne formået at finde en vej, en ressource i sig selv, som måske på sigt kan hjælpe hende. Hun har valgt at ringe til en anonym telefonrådgivning, hvor det kun er hendes stemme, der afslører hende, hvor hun slipper for et andet menneskes øjenkontakt og kropssprog, som hun lige nu kun kan opfatte som værende dømmende og vurderende overfor hendes person.

I den anonyme rådgivning kan Anne udholde at være sig selv. Ved hjælp af mine spørgsmål, kan hun øve sig i at formulere egne tanker og følelser, og dermed kommer hun i kontakt med det, der foregår inden i hende selv. Hver gang hun ringer får hun det lidt bedre.

Der er dog stadig lang vej igen, før Anne sætter sig overfor en terapeut med alt, hvad det indebærer af personlig kontakt og at være i relation. Hun er simpelthen for sårbar endnu.

Som terapeut bevæger Annes historie mig, fordi den viser de massive senfølger en barndom i følelsesmæssig fattigdom fører med sig. Det lave selvværd, der opstod som en beskyttende strategi mod hendes mors afvisninger, udtrykker sig i dag i negative fortællinger om hendes eget værd og en hård indre stemme, som begrænser hendes livsudfoldelse på de områder, der har at gøre med nærhed til andre mennesker.

Alligevel har samtalen med broren sået et lille frø i hende om, at hun måske kan knytte sig dybere til andre og være noget værd, og det er et første vigtigt skridt for hende at arbejde videre med.

​Adresse Valby

Hvide hus

Valbygårdsvej 64A
​2500 Valby

Telefon

21 43 13 35

Alle dage kl. 08-22